Lidt historie om Fyrly.

Ni mennesker med samme drøm om et sommerhus ved Vesterhavet gjorde det ved fælles hjælp økonomisk muligt at få opfyldt drømmen.
En nyudstykket og byggemodnet grund i nærheden af Nr.Lyngvig Fyr på ca.1800 m3. 800m fra Vesterhavet var for os ideel.

Lis og Harald Nissen, Elke og Knud Nissen, Nete og Ole Nielsen, Annemarie og Erik Nissen og Kirsten Nissen enedes om at købe grunden for 65000 kr. og bestille et “nøglefærdigt” typehus til 75000 kr. i efteråret 1972.

Festlige arbejds weekender med at udstyre huset med 11 køjesenge + 2 alm. senge ( til de gamle ) gardiner, gulvtæpper, service osv. gav diskussioner, men økonomien afgjorde valgene:

.           1. Der skulle være plads til mange.
.           2. Alt skulle indkøbes billigt.
.           3. Der skulle være så lidt vedligehold som muligt.
.           4. Vi ville lave så meget arbejde selv som muligt.

Fyrly blev navnet på huset som skulle indvies og tages i brug til sommerferien 73, men sorg og ulykke ramte os så vi overvejede at opgive det næsten færdige projekt.
Lis døde af sygdom i april 66 år gammel. og Erik døde i juni ved en trafikulykke 33 år gammel. Erik og hans familie skulle som de første holde sommerferie i huset,så det blev tungt og sorgfuldt at tage huset i brug. Vi erfarede så også at det er godt at gå og være ved Vesterhavet når livet er svært.

Henning og Peter er nu sammen med Nete (eneste oprindelig medejer) ejere af Fyrly.

Huset gennemgår nu en større renovering, og næste generation rykker stærkt frem. Det er fint at rejse verden rundt, men godt at vide at der er en lille velkendt plet et dejligt sted i Danmark at vende hjem til.
Nete 2017.